At have //

eller ikke have

Af Torben Weirup, kunst- og arkitekturanmelder ved Berlingske Tidende

Fra det bord, hvor jeg sidder og skriver denne tekst til Jet-te L. Rannings nye malerier, har jeg udsigt til en have.
Det er ikke min have, men jeg kender det menneske, der med ømhed og omhu kultiverer og plejer haven så godt, at jeg er fortrolig med hendes have og følger den gennem årstidernes skiften, døgnets rytme og vejrligets forandringer. Malerier er som haver under langsom forandring.

Også malerier ændrer sig, mår man ser på dem og bliver fortrolige med dem, og man bliver selv forandret af at se på billeder.
Kigger man på haven gennem vinduet, ser man den lag på lag, og bag lagene – buske, bede, blomster, græs, fugle, blæsten i træerne – kan man få øje på forstadens andre haver. I tågen og disen ser man huse dukke op og husker skoven i det fjerne. Nogle blomster er tæt på forgrunden. Andre planter fortoner sig i det fjerne. Ligesom i Jet-te L. Rannings billeder.

Jet-te L. Rannings billeder emmer af naturfornemmelse. Naturfølelse. De åbner sig som landskaber for betragteren på en måde, der også minder om erindringer. Både ens egne og menneskehedens kollektive, og man kan også – det har jeg gjort engang ved andre, men beslægtede billeder malet af Jet-te L. Ranning – associere til en dystopisk roman af Doris Lessing,

hvor hovedpersonen i et samfund i forfald oplever, at nogle rum synes at åbne sig med tilbud om blik ind i fremtiden og en vision om en utopi. Sådan kan man også se Jet-te L. Rannings nye billeder:
Ikke kun erindringer om noget, man har oplevet, men forudanelser om det, der kan komme, og som man aner konturerne af i Rannings malerier, når man trænger ind i billederne og finder de elementer, der tilsammen udgør en komposition og en samlet fortælling. Om en have og at have.

Den mest berømte have kender vi kun fra maleres og forfatternes forestillinger. Det er Paradis. Og hvad enten, man nu tager beretningen om Edens have bogstaveligt, eller ser stedet som en smuk myte om tiden før syndefaldet, er det også fortællingen om, at det ikke er godt for mennesker at være alene. Det var Adam – og derfor skabte Gud ifølge den kristne tilværelsestolkning Eva. Det er en anden betydning af ordet have. Man har nogen. Man har hinanden. Man er ikke alene om byrderne og glæderne.

Det modsatte er det ubærlige som i den bitre erkendelse i slutningen af i Ernest Hemingways roman, »At have eller ikke have«, hvor hovedpersonen, Harry Morgan, der forsøger at leve af at sejle rige turister på fisketure, indtil det går galt for ham: »En mand der ikke har noget, der ikke har nogen, han kan ingenting, han kan godt pakke sammen.«
Men sammen kan man noget. Gå sammen ind i Jet-te L. Rannings landskaber og dele deres tvetydige fortællinger og diffuse sandhed. Eller gå ud i haven, hvor den anden allerede er, og glæde sig over livet. Mens man har det.

For køb og reservation kontakt Marie-Louise Sandberg på

Tel: +45 70 70 74 57

info@gallerisandberg.dk