Stormens rasen

Udstillingsperiode 21.08-26.09 2020

En personlig og presserende udstilling. Manifestationen af kunstsproget, som vender tilbage til kunstneren, det havde forladt

Værkerne er stadig umiskendeligt Betty Cristine Fog: sorte silhuetter og arkitektoniske brudstykker i en forunderlig, surreel verden, men noget er alligevel forandret. Og sådan må det nødvendigvis være, for Fog er forandret.
I en længere periode kastede alvorlige hændelser deres tunge skygger over billedkunstnerens liv, lammede hendes kunstneriske nerve og efterlod hende tappet for kreativitet.

Midt i stormen er der kun ét fornuftigt at gøre: at forskanse sig og passivt vente på, den løjer af. Men skabertrangen fandt hende igen efter stormens rasen. For i murbrokkerne anedes en vej med plads til at bygge op.

Men ikke til det, der var før, for det skete er sket. Skårene kan nok klinkes, men revnerne står tilbage som tydelige ar: spor af levet liv, et memento om den tætte forbindelse mellem svaghed og styrke. Minder om hændelser, der former os på godt og ondt.

Velkommen til det uforudsigelige
Mange higer efter stærk struktur, når tilværelsen viser sit kaotiske ansigt. Men for Betty Cristine Fog har omstændighederne resulteret i et opgør med kontrollen.

Hun har sluppet den digitale collages sirlige perfektionisme og budt tilfældighederne velkommen i skikkelse af den maling, hun, for det meste, påfører lærredet med sine hænder.

“På skærmen kan alt klikkes væk, men på lærredet kan man aldrig rigtig vide, hvor man havner. Det er uforudsigeligt. Man kan male det over, hvis man er utilfreds, og man kan starte forfra, men man kan ikke slette de taktile spor, som aftrykkene sætter på lærredet.”

Den taktile og mere frie tilgang til kunstens tilblivelse har ikke stoppet Fogs kontinuerlige stræben efter harmonisk balance mellem kontraster. I værkerne mødes mørke med lys, natur med kultur, varme med kulde og det muntre med det dystre.

Fornyelsen består i malingens uforudsigelige bevægelser på lærredet, som er blevet Fogs nye muse. Samspillet med det levende materiale har gjort skabelses-processen spændende på ny for kunstneren selv: De intuitive bevægelser og strøg, som opstår i øjeblikket, og som – når de tørrer op – viser sig at indeholde mindelser om hændelser og livsglimt, kunstneren ikke var sig bevidst under skabelsen.

Overraskende. Urovækkende.
Smukt.