Tempus Fugit
Tempus Fugit

LISE KRYGER SIMONSEN

19.09.2019
20.10.2019
Siden sin debut har Kryger Simonsen sat fingeren direkte i såret og insisterende peget på tilværelsens kerne.
Hun arbejder ikke i livets småtingsafdeling. Med Tempus Fugit behandler kunstneren vores tids altoverskyggende problematik og menneskets massive udfordringer med
klodens feber.
Tiden, der uafvendeligt løber ud mellem vores hænder; Og den tristesse, der trasker tungt i fodsporene på frygten for, om vi har anerkendt problemet for sent.
Overlevelsesstrategierne er mange. Man kan nægte at høre og se. Eller omvendt trænge til at sætte handling bag frustrationen. Men som oftest lægges trangen i benlås af den nagende
følelse af, at man er for lille og ubetydelig en brik til at gøre en reel forskel.
Der er ikke tale om en politisk march, og værkerne er hverken røde eller blå – udstillingen er snarere et zoom ind på tidens tilstand. En tilstand, hvor normative tanke- og handlingsmåder står for skud. Og en tilstand, hvor kun gentagende opråb kan hjælpe os på sporet af den tabte tid.
Udstillingen inkluderer de kvindeportrætter på lærred, som er gennemgående i Kryger Simonsens kunstneriske virke, men også installationer, der ligesom de nye iscenesatte portrætter underbygger udstillingens tema.
Kunstneren arbejder som noget nyt med en særegen papirværks-teknik, der på stilfærdigt skræmmende vis gør opmærksom på livets forgængelighed ved at fremstille truede
plante- og dyrearter, som var de allerede fossiler.
Glæden over at betragte en yndig sommerfugl kollapser ved nærmere eftersyn af den falmede og krakelerede overflade, der forvandler “er” til “var” og liv til død.
Kryger Simonsen grubler og reflekterer, og hun tvinger beskueren med sig ind i den proces.